Godfondsledelse

For Tuborgfondet er det afgørende at være åbne om vores uddelinger og nemme at komme i kontakt med.

Fokus på god fondsledelse

Ifølge Erhvervsstyrelsen skal bestyrelsen i en erhvervsdrivende fond enten følge anbefalingerne for god fondsledelse eller forklare, hvordan de i stedet har valgt at indrette sig og hvorfor.

Tuborgfondet er en afdeling af Carlsbergfondet og følger derfor Carlsbergfondets praksis og er transparente omkring fondets virke og ledelse.

Vi mener, at det skal være nemt for ansøgere, bevillingsmodtagere og andre interesserede at finde de oplysninger, som de har brug for om Tuborgfondet.

Habilitet

Tuborgfondet lægger vægt på, at alle ansøgere får en fair behandling.

Det betyder, at vi er meget opmærksomme på sekretariatets troværdighed og har formuleret interne retningslinjer for at undgå interessekonflikter. I praksis betyder det, at alle medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer er forpligtede til fuld åbenhed omkring deres egen habilitet i forbindelse med behandling af ansøgninger.

Tuborgfondet kan stå med en potentiel konflikt, hvis en medarbejder eller et bestyrelsesmedlem har en personlig interesse i et bestemt projekt. Det kan fx være, at ansøgeren er et familiemedlem. I sådanne situationer har Tuborgfondets medarbejdere og bestyrelse pligt til at gøre opmærksom på relationen eller interessen, så snart den er kendt, og vil derefter automatisk være ekskluderet fra behandling og indstilling af ansøgningen.

Strategiske principper

I Tuborgfondet har vi fem strategiske principper, der fungerer som tværgående pejlemærker for både bestyrelse og sekretariat i vurderingen af ansøgninger.

Principperne sikrer, at vores arbejde bidrager til reelle forandringer med unge som drivkraft for et mere engageret, mangfoldigt og bæredygtigt samfund.

1. FÆLLESSKABER OG DIVERSITET

Vi tror på, at forskellighed er en styrke. Når unge med forskellige baggrunde, erfaringer og perspektiver mødes, opstår nye løsninger og større sammenhængskraft. Vi støtter initiativer, som fremmer mangfoldighed og styrker flere unges muligheder for at deltage.

2. ENGAGEMENT OG MEDSKABELSE

Udvikling sker, når unge får reel indflydelse. Vi prioriterer initiativer, hvor unge selv tager ansvar, fra idé til evaluering, og hvor unges engagement, ejerskab og deltagelse driver forandringen.

3. KLIMAHENSYN OG -ANSVAR

Vi har et fælles ansvar for at handle inden for planetens grænser. Vi støtter initiativer, der tager miljø- og klimahensyn og indtænker ansvarlige løsninger som en integreret del af indsatsen.

4. INNOVATION OG FORANDRING

Vi støtter innovative og entreprenante organisationer, der skaber gavnlige forandringer til gavn for samfundet såvel som dansk erhvervsliv. At skabe forandring handler ikke udelukkende om at finde på nyt, men kan også handle om at anvende velkendte metoder på nye områder.

5. SAMARBEJDE OG VIDENSDELING

Vi værdsætter partnerskaber på tværs af organisationer og perspektiver, hvor viden deles åbent. Vi støtter initiativer, der veksler erfaringer til læring, og hvor samarbejde styrker initiativers rækkevidde i samfundet.

Bestyrelsen

Trine Nielsen

Allan Fenger

Jens Hjorth

Ida Mosegaard Schiellerup

Camilla Wang

Morten Skovdal

Christian Wulff Søndergaard

Bestyrelsens sammensætning

Tuborgfondets bestyrelse består af en forperson og seks medlemmer, der er udpeget på baggrund af deres kompetencer.

Carlsbergfondet udpeger en bevillingskomite for Tuborgfondet benævnt bestyrelse, der består af 3-7 medlemmer og som leder Tuborgfondet.

Den nuværende bestyrelse er sammensat af personer med kompetencer inden for civilsamfund/frivillighed, kultur, musik og strategi og forretning herunder brands og kommunikation. Der er desuden lagt vægt på, at bestyrelsens medlemmer har et stærkt netværk og erfaring med samarbejde mellem sektorer.

Tuborgfondet er reguleret i § 11 i Carlsbergfondets fundats.

Udpegningsperiode
Fondets bestyrelsesmedlemmer udpeges for en periode på 2 år ad gangen.

Nye kandidater til bestyrelsen
Ved udpegning af nye kandidater til bestyrelsen tilstræbes der repræsentation af et bredt spektrum af kompetencer.

Evaluering
Bestyrelsens medlemmer og bestyrelsens forperson evalueres én gang årligt. Bestyrelsesforpersonen afholder evalueringsmøder med de øvrige medlemmer af bestyrelsen, som danner grundlag for en skriftlig redegørelse for bestyrelsens arbejde, der kan behandles af den samlede bestyrelse. Forpersonens ledelse evalueres også i denne forbindelse. Tuborgfondets bestyrelse evaluerer løbende sekretariatets arbejde og resultater.

Vederlag
De eksterne medlemmer i bestyrelsen modtager vederlag for deres bestyrelsesarbejde. Beløbet udgør kr. 90.000 og fordeles over året til udbetaling på månedsbasis. Bestyrelsens forperson modtager basisbeløbet gange tre.

Tuborgfondets whistleblower-ordning

Tuborgfondet vægter ansvarlighed, åbenhed og samarbejde, herunder muligheden for at medarbejdere og samarbejdspartnere kan ytre sig om kritisable forhold. Derfor har vi en whistleblower-ordning.

Hvad kan indberettes?
Whistleblower-ordningen kan kun bruges til at indberette alvorlige forhold eller mistanke herom. Der skal være tale om overtrædelser af love, regler, politikker, retningslinjer mv. Konkret kan du anmelde mistanke om uretmæssigheder som fx:

  • Bedrag, bestikkelse eller korruption
  • Regnskabsmæssig manipulation
  • Misbrug af Tuborgfondets midler
  • Misbrug af bevillingskompetencen i fondet
  • Samarbejdsvanskeligheder og afslag på bevillingsansøgninger kan ikke indberettes via whistleblower-ordningen.

En sidste udvej
Vi anbefaler altid, at medarbejdere, samarbejdspartnere og andre benytter den gængse ledelsesstruktur og kommer direkte til Tuborgfondet med mistanker og bekymringer. Men whistleblower-ordningen er et alternativ, hvis din alvorlige mistanke fx drejer sig om din nærmeste kontaktperson hos Tuborgfondet, eller du af andre grunde føler dig mere komfortabel med at kontakte en ekstern part.

Anonym indberetning til ekstern tredjepart
Indberetninger til whistleblower-ordningen går til en ekstern tredjepart (PwC Statsautoriseret Revisionspartnerselskab) og ikke til Tuborgfondet. Selve indberetningen sker gennem en ekstern hjemmeside, der administreres af PwC, og som Tuborgfondet ikke har adgang til. Whistlebloweren er selvfølgelig anonym, men af hensyn til undersøgelsen af det indberettede forhold opfordrer vi til, at du angiver dine kontaktoplysninger til brug for PwC.

Hvis du indsender dine kontaktoplysninger sammen med din indberetning, får du svar inden for 24 timer.

Tuborgfondet tillader ingen form for repressalier eller chikane mod whistleblowers. Al information er fortrolig.

Gå til ekstern whistleblower-hjemmeside og foretag en indberetning.

Bliv opdateret
på Tuborgfondet?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret med nye puljer, jobmuligheder og events.